Her er de to sange der stod inde i samlehæftet. Det er  desværre ikke muligt at få det rigtige lay out på denne hjemmside. Sangene stod ved siden af hinanden i en hel A4-folder.
     
   Salme 12 : Op al den ting

1.Op, al den ting, som Gud har gjort,

hans herlighed at prise!                   

Det mindste, han har skabt, er stort                    

og kan hans magt bevise.                 

2.Gik alle konger frem på rad

i deres magt og vælde,

de mægted ej det mindste blad

at sætte på en nælde.

3. Det mindste græs jeg undrer på

i skove og i dale,

hvor skulle jeg den visdom få

om det kun ret at tale!

4. Hvad skal jeg sige, når jeg ser,

at alle skove vrimle,

de mange fuglesving, der sker

op under Herrens himle!

5. Hvad skal jeg sige, når jeg går

blandt blomsterne i enge,

når fuglesangen sammenslår

som tusind harpestrenge!

6. Hvad skal jeg sige, når mit sind

i havets dybe grunde

kun dog så lidt kan kige ind

og ser så mange munde!

7.Hvad skal jeg sige, når jeg ser

hvor stjerneflokken blinker,

hvor mildt enhver imod mig ler

og op til himlen vinker!

8. Hvad skal jeg sige, når jeg op
       til Gud i ånden farer,

og ser den store kæmpetrop

af blide engleskarer!

9. Hvad skal jeg sige? - Mine ord

vil ikke meget sige;

O, Gud hvor er din visdom stor,

din godhed, kraft og rige!

10. Op, stemmer alle folk på jord

med frydetone sammen:

Halleluja, vor Gud er stor!

og himlen svare: Amen!

Brorson, 1734

Salme 697: Nu titte til hinanden

1. Nu titte til hinanden de favre blomster små,

de muntre fugle kalde på hverandre;

nu alle jordens børn deres øjne opslå,

nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

2. Den kære Gud og skaber den mindste orm er nær,

han føder fugl og markens lilje klæder;

dog menneskenes børn har han allermest kær,

Gud ånder på øjet, når det græder.

3.Guds søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå

hans vugge stod på jord foruden gænge;

Guds Himmeriges fryd har han lovet de små

og blomster fra Paradisets enge.

4. Guds søn har os så kær, han er børnevennen stor

han bærer barnet op til Gud på armen;

han storm og hav betvang, da han vandred på jord

men børnene leged ham ved barmen.

5. O du, som os velsigned og tog i favn de små

en morgen se vi dig i Paradiset;

du lærte os til Gud vore øjne opslå,

evindelig være du lovpriset!

Ingemann, 1837

              Kærlighedsdigt:

               En elskovsvarme spreder

              sig gennem jord og luft

              og brudetæppet breder

              af farver og af duft.

              Thi kærlighed vil sejre,

              det er nu så dens art,

               og tusind hjerter fejre

              skal deres bryllup snart

                                            Chr. Winther, 1853